At blive fejret er det bedste jeg ved, for det betyder opmærksomhed, søde sager og hygge. Jeg elsker alle tre ting lige højt, men efter jeg fyldte 30 føltes det som min glæde langsomt forsvandt.

Pludselig betød min alder, at jeg skulle vænne mig til at være rigtig voksen og alvorlig. Jeg var ikke længere en “ung kvinde”, men en kvinde med stort K. Karriere og livet generelt skulle der helst være styr på, men det havde jeg overhovedet ikke.

Udadtil så jeg ung ud, men jeg bemærkede at andre på min alder var tættere på målstregen end jeg. Det lod til at de havde nået deres mål med en stjerneklar vision om deres liv, alt imens jeg bare tøffede rundt i min egen lille boble og tænkte, at jeg snart måtte tage mig sammen. Min fødselsdag blev en milepæl for alle de ting, som jeg endnu ikke havde opnået. I stedet for at fokusere på de gode ting, så rumsterede de negative tanker i baghovedet. Det var nemt at trøstespise junk og have ondt af mig selv. Det virkede på en eller anden måde som den rigtige løsning, men det var også den nemme løsning, for vi ved jo alle, hvor meget det kræver at kæmpe for forandring, ikke? 

Forandring kommer ikke og banker på døren, selvom det kunne være luksus. I dag har jeg lært, at forandring kun opstår, når man arbejder hårdt for den. Jo, nogle gange har jeg ondt af mig selv og trøstespiser junk, fordi jeg har brug for det, så jeg kan ryste negative tanker af mig og kæmpe videre. Det har taget tid at indse det. Det har også taget tid, at acceptere at alder blot er et tal. Jo ældre jeg bliver, jo mere ændres mit syn på min alder. Faktisk fandt jeg dette citat, der beskriver det godt: 

“Det er utroligt, som vort syn på alderen skifter med alderen” – Carl Erik Martin Soya,  dansk forfatter og dramatiker

Lige om lidt bliver jeg 38 år, og jeg har det fint med det. Jeg skal fejre det med min søster og et par veninder på lørdag og med min familie søndag. Hele denne uge handler om at fejre mig selv, og være taknemlig for at leve endnu et år. Tidligere på året anede jeg ikke, hvad jeg skulle lave af arbejde og bandede og svovlede. Men tingene faldt på plads, fordi jeg nægtede at være fanget i en negativ situation. Jeg sprang fra det ene arbejde til det næste, og er heldigvis i arbejde i dag. Jeg har set hvor meget Lille M har udviklet sig og min mand og jeg taler stadig om at udvide vores lille familie.

Min nye alder kan bare komme an, for jeg er 100 % klar til dens ankomst. Vil du høre noget andet? Faktisk så glæder jeg mig til den dag jeg fylder 40 år. Jeg skal holde den vildeste fest, hvor jeg skal feste med mine nærmeste hele natten, så jeg ikke kan huske en skid næste dag for jeg skal nemlig drikke mig stiv i cola og halal drinks! Kan næsten ikke vente!


Share: