Det kan godt være, at jeg fik mit kørekort i 2004, men det betyder ikke at jeg er en haj bag rattet.

Jeg er egentlig en underlig snegl, for jeg kan sagtens køre rundt i Københavns gader, hvor taxaer kører derudad og cyklister suser afsted mellem bilerne, men jeg kan ikke finde ud af at parallelparkere. Jeg undgår det 90% af tiden, men hvis jeg fx. bliver presset af min mand, fordi der tilfældigvis er en parkeringsplads på vores gade, så har jeg allermest lyst til at løbe skrigende bort.

Sveden titter lige så stille frem på panden, mine håndflader bliver en smule våde og min hjerne kommer på overarbejde. Problemet er 2 ting: 1) jeg frygter seriøst at komme til at ramme bilen foran og bagved og 2) jeg har ingen fornemmelse for afstand. Min hjerne kan ikke registrere hvor meget eller hvor lidt plads jeg har til rådighed. Kombinationen gør, at jeg simpelthen hader at parallelparkere, men noget jeg hader endnu mere, er de forbigåendes blikke. Man kan næsten se hvor ondt de har af mig, og hvordan de med et skævt smil tænker: “Hvad fanden laver hun…den klarer hun ikke”. Når min mand instruerer mig i en parallelparkering lyder vi ofte som et ældre, bittert ægtepar, der skændes for vildt. Jeg ved udmærket godt, at han gerne vil hjælpe mig, men når min frygt og manglende tiltro på egne evner tager over, så vrisser jeg af ham.

Røvrendt af min kørelærer

Grunden til at jeg tog mit kørekort var, fordi jeg gerne ville være småtte, dvs. elev på filmselskabet Zentropa. Den 3-årige elevuddannelse startede med et forløb, hvor man skulle være runner. En runner er en blæksprutte, der er tilknyttet receptionen, så man skal konstant hente og bringe en masse ting. Det kræver selvfølgelig et  kørekort, og det måtte jeg jo så skaffe. Jeg troede ærlig talt, at det ville være en nem sag.

Jeg tog dog fejl – big time! Pumpet med optimisme startede jeg sammen med min moster til teoriundervisning i Greve. Blandt en flok gymnasieunger, som kendte hinanden på kryds og tværs var vi helt klart alderspræsidenter.

I stedet for at blive irriteret over larmen i timen prøvede jeg at fokusere, for jeg ville så gerne være småtte på Zentropa. Min kørelærer var også optimistisk – endda efter jeg dumpede teoriprøven 1. gang. Den bestod jeg heldigvis i andet forsøg, og tænkte at den praktiske køreprøve ville jeg naile i hvert fald 2. gang (dumpede første). Jeg tog desværre fejl – igen!

Min kørelærer havde lagt en plan, så jeg kunne bestå tredje gang. Vi skulle øve ekstra meget op til, og jo, det kunne vi sagtens. Men to køretimer kostede altså 1200 kr., og så tung en pengepung havde jeg ikke på det tidspunkt. Jeg købte alle de timer jeg havde råd til, men blev nødt til at sige nej tak til enkelte timer. Det pissede ham åbenbart af, så han aflyste simpelthen min køreprøve, fordi han ikke syntes jeg var “klar”. Pengene for køreprøven fik jeg ikke retur, og den dag i dag er jeg overbevist om, at han bare proppede de 600 kr. i egen lomme.

Den kvindelige kørelærer

Min næste kørelærer var en kvinde. Jeg forklarede min situation, og hun virkede mere rolig og forstående. Jeg tror at hun havde ondt af mig. Hun var bestemt ikke stolt af hendes kollega, der havde snydt mig. Jeg havde jo heldigvis bestået min teori, så jeg skulle kun fokusere på at øve mig bag rattet. Jeg tror jeg gik til køreprøve med hende to gange uden held, så hun gjorde noget overraskende. Pludselig mente hun, at jeg ville have mere gavn af en ældre og mere pædagogisk kørelærer. Så jeg skulle videre i systemet og parres op med ham den ældre kørelærer. Jeg var villig til at gøre alt, så hvis hun mente han kunne hjælpe, så skulle det da prøves.

Den ældre kørelærer var måske vant til elever som mig – totalt håbløse…haha! Seriøst, da jeg dumpede 1. gang med ham, så græd jeg foran den køresagkyndige, der dumpede mig. Jeg kunne ikke holde tårerne tilbage! Jeg græd, fordi jeg følte jeg var unormal! Hvorfor kunne jeg ikke fucking bestå? Hvad var der galt med mig? Var jeg virkelig så dum? Her gik jeg og troede, at jeg var en ung kvinde, der havde styr på mit shit, og så kunne jeg ikke engang bestå køreprøven? Hvis ikke jeg kunne bestå, så kunne jeg ikke starte min uddannelse på Zentropa, og hvad skulle jeg så? Jeg havde ingen plan B og det skræmte mig.

Fra yes I can til no I can’t

I lang tid havde jeg en fightermentalitet, hvor jeg tænkte “Yes I can”. Det skulle nok gå. Jeg skulle nok starte på Zentropa. Det var min skæbne. Helt inde i knoglerne kunne jeg mærke, at film- og TV-branchen var lige mig. Men helt ærligt, når man dumper 6 gange, så er det en smule svært at bevare håbet. Det gik hen og blev pinligt. Jeg overvejede kraftigt at give op! Min bitterhed fyldte min hverdag og overskyggede min vision. Min drøm var pludselig så sløret og utilgængelig.

Hele min fremtid så pludselig sort ud. Måske kender du det selv, når det hele ser sort ud, så handler det om at vende det til noget positivt. Jeg aner ikke hvordan eller hvad der gjorde det, men jeg ville ikke være nede i et sort hul. Jeg kunne ikke overskue at smide alt i vasken. Jeg havde brugt en masse penge på at få det skide kørekort, så nu skulle det fandme lykkedes. Om det så ville tage 100 gange, så ville jeg fortsætte ind til jeg stod med det lyserøde kort i hånden.

Efter 7. gang stod jeg endelig med kortet og et stort smil på læben. Jeg græd igen, men denne gang af glæde. Den køresagkyndige og min kørelærer fik begge et kæmpe knus, og jeg kunne se min fremtid mere tydeligt!

Pointen med mit indlæg og fortælling er, at ja – man skal arbejde fucking hårdt for sine drømme. Man kan arbejde så hårdt, at man bliver træt og næsten giver op, men det skal nok lykkes. Man kommer til at græde, miste håbet og vil næsten kaste håndklædet i ringen, men hvis du kæmper videre, så kan du sagtens vende det negative til noget positivt – lidt ligesom jeg gjorde!

Share: