Nogle gange rynker min mand på næsen af mig og andre gange trækker han på skuldrene. Der er åbenbart nogle ting ved mig, som han ikke forstår. Det er ting som han synes er vanvittige og halvskøre, men som jeg synes giver total mening. Det er ting, der gør mig glad eller som giver mig et lille break i hverdagen. Mænd er fra Mars, og kvinder er fra Venus – right? Måske er det derfor han ikke forstår mig?

1. Skønhedsprodukter

Min besættelse af hudplejeprodukter vokser med små skridt, og jo mere jeg “bare går herhjemme”, jo hurtigere vokser min besættelse. Langsomt, men sikkert kommer der flere produkter på min must have-liste, der har fundet sig en plads på hylden ude på toilettet. Inden jeg siger godnat til min mand har jeg klasket adskillige produkter på ansigtet. Førhen var jeg en smule naiv, og stillede ikke spørgsmål ved produkternes indhold. Men efter at jeg har genopdaget Kemiluppen-appen, så har jeg kylet en masse af dem ud. Så snart et produkt er mistænkt for at indeholde hormonforstyrrende stoffer, så ryger det ned fra hylden og i skraldespanden. Jeg skal ikke have noget på min krop eller ansigt, der er mistænkt for noget som helst!

2. Planlægning af outfits

Jeg er ikke typen, der bare tager et eller andet random outfit på. Jo, når jeg skal aflevere banditten, så ruller jeg nærmest ud af sengen og griber noget tilfældigt fra klædeskabet. Hvis jeg derimod skal ud med veninderne eller noget andet festligt, så skal der planlægges. For som jeg fortalte min mand forleden: “Hvis man har det perfekte outfit, men ikke de perfekte sko – så fungerer outfittet ikke”. Så kan det sgu være lige meget. Han forstår heller ikke hvorfor jeg nogle gange har købt noget nyt bare fordi jeg f.eks. skal til en julefrokost med arbejdet. Jeg må indrømme, at jeg i det seneste stykke tid ikke har shoppet tøj, men har været god til at sammensætte mit tøj på nye måder, så det virker nyt for mig. 

3. Partyplanneren

Af alle mine personligheder, så er det partyplanneren min mand har det mest anstrengte forhold til. Jeg elsker at planlægge fester og tænke over pynt, mad og hvordan man kreerer den perfekte stemning. Corona satte en stopper for bandittens 3-års fødselsdagsfest i april og min mands fødselsdag i juni. Jeg havde en million tanker om deres fester, og især min mands fødselsdag. Jeg ville ha’ haft en stor sommerfest i hans fars have med forskellige sommerdrinks, frugter, pynt osv. I stedet blev det helt lowkey – lige efter min mands hoved. Han er jo min modsætning, så det blev ret uformelt med halal dogs og bare max hygge. Næste år bliver jeg 40 år, og jeg håber at holde årets fest – hvis ikke corona står i vejen for mine planer. I hovedet har jeg en laaaang liste med ideer til festen, men om det bliver muligt aner jeg ikke! I hope so….!

4. Min mini-me og jeg

Hvis du spørger banditten hvem hans bedste ven er herhjemme, så svarer han uden at blinke: “hooyo”. Hvis min mand har haft ham hele dagen, hvor de har leget på legepladsen, spist is og gemt sig fra drager i gården, så er svaret stadig “hooyo”. Min mand forstår det ikke, og det irriterer ham vist ind i mellem. Det kan jeg sagtens forstå,  jeg ville også blive en smule trist over det, men hvad kan jeg gøre ved det? Jeg prøver at sige at vi alle er bedste venner, men det vil banditten overhovedet ikke høre. I hans verden er jeg altså #1, for vi griner på samme måde, vi elsker begge at synge uanset hvor vi er, vi snorker på samme måde, vi tygger på samme måde og vi irriterer min mand på samme måde.  

5. Min afhængighed af sociale medier 

Jeg aner ikke hvor meget tid jeg bruger på de sociale medier, men det er mange timer. Det er især Instagram, der får min opmærksomhed og sluger min tid. Jeg får inspiration, jeg snager og jeg følger med via Instagram. Jeg bevæger mig længere og længere væk fra Facebook, fordi det efterhånden er en smule kedeligt. Jeg elsker de sociale medier så meget, at min mand mener at det er en afhængighed. Og ved I hvad, jeg tror faktisk at han har ret – damn!

Share: