1. Man skulle ud af huset

Jeg er født i en tid, hvor mange ting var en smule mere besværlige. Man kunne ikke bare lige bruge MobilePay som betalingsform og man kunne heller ikke bestille mad fra Wolt med et enkelt swipe.

Hvis man fx gerne ville købe koncertbilletter, så kunne man ikke købe dem på internettet. Man skulle derimod troppe op på posthuset eller i Fona. Alle disse eksempler har én ting tilfælles, og det er at man fysisk skulle bevæge sig, hvis man gerne ville noget. Man skulle gå til banken for at ordne sine pengesager og man skulle gå til det lokale pizzaria, hvis ikke man orkede at hente mad udenfor ens hood. I dag klikker vi os til ting fra sofaen, og behøver ikke at tale med et eneste menneske. At bevæge sig efter noget er så old school.

2. En kæmpe slikpose kostede en slik

Da mine søskende og jeg fik en 20’er af min mor blev vi vilde og overlykkelige. Det føltes nærmest som om vi havde vundet i Lotto. En 20’er var mange penge dengang, så når vi endelig fik sådan en skinnende guldmønt stukket i hånden var lykken gjort. Of course skulle vi snolde slik hos den lokale grill. Medarbejderne var skide-utålmodige, for en folk sliksultne unger er ikke altid guds bedste børn. Vi var loud med kæmpe glubske øjne, mens vi prøvede på at regne ud hvor meget slik vi kunne købe. Vi forsøgte naturligvis at være strategiske, og undgik at købe det dyre slik. Hvis vi satsede på det dyre slik ville posen være lille, men hvis vi derimod satsede på det billige slik, så havde vi meget mere volumen i posen. Logik for burhøns.

3. Når hooyo talte i telefon

Der var især en ting, der var irriterende derhjemme i min opvækst. Det var nemlig, når hooyo talte i telefon. Det betød nemlig, at jeg ikke kunne gå på nettet. Når jeg så beklagede mig lyttede hun ikke, for hun havde sjovt nok travlt med at tale i telefon. I stedet måtte jeg væbne mig med tålmodighed og spille syvkabale på computeren, for  hvad skulle jeg ellers lave imens?

4. Mine yndlingschips var fra Aldi

Da vi boede på Nørrebro lå den lokale Aldi lige ved Ungdomshuset. Det betød at der nogle gange sad en masse BZ’ere foran huset og bare hang. Fordi jeg var så lille var jeg en smule bange for dem. Deres påklædning skræmte mig, for de lignede overhovedet ikke nogen jeg kendte. Selvom jeg var bange for dem, så måtte jeg pinedød forbi dem, hvis jeg skulle i Aldi. Aldi havde nemlig mine yndlingschips. De kom i en orange pose og havde en stærk og krydret smag. Jeg levede for dem og det gjorde min moster også. I hvert fald om sommeren. Hun boede i Ishøj og tilbragte sommeren i København hos os. Næsten hver dag tog vi i Aldi, købte en pose chips hver og åd poserne i vores opgang. Vi skjulte os for mine søskende, for vi skulle fandme ikke dele med dem…haha! Når jeg lukker øjnene, kan jeg stadig huske posen og smagen – og hånden på hjertet, så savner jeg dem. De smagte så godt, at jeg en dag prøvede at google dem, for at se om man stadig kunne købe dem. Jeg tror desværre de er udgået, for jeg kan ikke finde dem – øv!

5. Jeg er ikke ham…

Der er kun 18 måneder mellem min bror og jeg, så da vi var yngre havde vi nok samme højde. Hooyo plejede i hvert fald at købe kønsneutralt tøj, så tøjet kunne gå i arv. Det betød at jeg ofte rendte rundt i tøj, som min bror havde brugt få måneder forinden. Fx havde vi den samme grønne vinterjakke, og når jeg havde hætten på var det umuligt at kende forskel på min bror og jeg. Hvis jeg cyklede forbi en gruppe af min brors venner hilste de eller råbte efter mig i den tro at jeg var ham. I dag kan jeg sagtens se det komiske i det, men det kunne jeg ikke som den lille usikre pige jeg var dengang. Jeg syntes det var pinligt, men jeg havde jo ikke andre jakker, så jeg var desværre tvunget til at gå med den.





Share: