Livet er for kort til køer!

Man skulle tro at jeg er tålmodig, fordi jeg har en baby, men det er langt fra tilfældet. Hvis der er noget, der virkelig tester min tålmodighed, så er det køer – laaaaange køer! Jeg har altid hadet lange køer. Der er især køer, der snor sig gennem butikken, der er de værste.

Når jeg står i min lokale Netto, og ser at køen er lang føles det som om jeg ikke kan trække vejret og mit indre ur tikker. Jeg forestiller mig alle de ting, jeg går glip af, fordi jeg endnu engang er fanget i en kø. Det er faktisk også ubehageligt at stå i en lang kø, for oftest er folk aggressive og sure, fordi de også er fanget i køen. Alle er vi i samme båd og selvfølgelig har vi alle travlt, og vil helst bare hjem. Der er altid en sur mokke eller stodder, der med attitude råber: “kan I ikke åbne en ny kasse?”, og så stiller vi os alle klar i startblokkene, så vi kan være den første i den nye kø. Hvis der er nogen, der føler at man springer over, så skal man nok høre for det – trust me!

Really!?

Jeg har altid været typen, der gør en dyd ud af at komme til tiden. Begrebet “African time”, der betyder at man bare kommer, når man kommer, forstår jeg ikke. Jeg er på “Danish time”, der betyder at hvis man aftaler at mødes kl. 14:00, ja så kommer man kl. 14:00. Of course kan man komme de obligatoriske 15 minutter for sent, især hvis man sender en sms. Men de der folk der bare skriver “Jeg er på vej” og kommer 30 minutter eller 1 time senere, forstår jeg simpelthen ikke. Det er “African time” x 2 og lig med at pisse på min tid. Hvis folk ved at de ikke kan finde ud af at komme til tiden, så skal de lade være med at aftale et bestemt tidspunkt. Jeg føler at når jeg gør mit bedste for at komme til tiden, så burde den person jeg skal mødes med også gøre sit for, at komme til tiden – hvor svært kan det være?

At blive stukket

Hvis man kan klare en fødsel, så kan man vel klare enhver smerte right?! Wrong! For selvom det var et rent smertehelvede at føde Lille M, så var jeg til dels dopet og nærmest i trance. Man kan forklare det at føde som en ud af kroppen-oplevelse, derfor har jeg i dag glemt smerterne. Det betyder også at jeg stadig er bange for en lille nål, når jeg fx. skal have taget blodprøve. Engang da skulle jeg vaccineres var jeg ved at græde, da jeg så lægen stå klar med nålen. Jeg var seriøst ved at tude som en lille baby, fordi jeg ikke kunne magte smerten. Da jeg hurtigt forklarede hende, at min reaktion skyldes min fobi for nåle prøvede hun at lave snigeren. Altså hun snakkede og spurgte ind til nogle ting, så vi kunne få en samtale i gang. Hun forsøgte at distrahere mig, så hun stille og roligt kunne stikke mig, uden jeg lagde mærke til det….ohhh nej, honey girl – det virker ikke! Jeg vil hellere se frygten i øjnene, se nålen og tælle ned fra 3. På den måde kan jeg mentalt forberede mig til smerten. Jeg har aldrig løbet væk fra en vaccination, men det har fandme været tæt på.

Facebook-debatter

I’m sorry, men folk der gemmer sig bag deres computerskærm, og skriver crazy ting på Facebook om en debat har ingen nosser. Debatterne bliver især crazy, når det handler om danskere med anden etnisk baggrund. Så finder folk deres indre svinehund frem og skriver hvad de i virkeligheden tænker og mener. Man finder typisk kommentarer som: “skrid dog hjem”, “ I er sgu ikke danske” eller “ I er alle terrorister”.

På et tidspunkt var jeg meget aktiv i sådanne debatter, fordi jeg følte at det var min pligt, at blande mig i debatten. De skøre mennesker skulle ikke bare have lov til, at lukke lort ud uden modstand. De blev nødt til at smage lidt af deres egen medicin, men det betød ikke at jeg var nær så crazy som dem – hell no! Jeg valgte mine ord med omhu og har aldrig svinet folk til eller sagt noget, jeg ikke tør sige til deres fjæs. I dag har jeg dog næsten meldt mig helt ud af debatten på de sociale medier, for det nytter simpelthen ikke noget. Jeg bliver så træt af at gentage mig selv, for de der mennesker lytter bestemt ikke – især ikke til sådan én som mig. Så hvad er bedre end at tage kampen op? Det er måske at tie dem ihjel…

Awkward situationer

Jeg er en krammer med stort K! Jeg elsker at kramme alle uanset køn, og elsker også at få et godt kram af andre. Men det kan sagtens gå hen og blive en smule awkward, især når man lige lærer en ny person at kende eller når man møder en anden person for første gang. For er den anden person en krammer eller en, der blot giver hånd? Jeg synes tit at det er svært at tyde, når jeg møder en ny person. For jeg har ikke lyst til selv at blive til grin eller gøre personen forlegen, for jeg ved jo ikke hvor deres grænser går.

Jeg har oplevet at være på kramme-stadie med en bekendt indtil han lige pludselig sagde, at han faktisk ikke brød sig om at blive krammet pga. hans religion. Fair nok, det vidste jeg bare ikke og jeg havde ellers krammet ham, hver eneste gang jeg mødte ham. De følgende gange jeg så mødte ham fik han passende bare et håndtryk og intet andet. Jeg er også blevet beskyldt for at kramme for meget af min søster, der mente at jeg burde slappe af med det der, så det gjorde jeg i en periode. Men når jeg tænker over det, så krammer jeg faktisk ikke for meget, for er der i virkeligheden noget, der hedder det? Hvem elsker ikke et godt gammeldags kram?

Share: