1. Dumt at lade være

I februar lagde min favoritblogger Mette Marie Lei Lange en story op på Instagram, som virkelig påvirkede mig. Den handlede om vigtigheden af blod- og stamcelledonation.

Hendes mange følgere gik amok og oversvømmede nærmest landets blodbanke med nye tilmeldinger. Jeg blev også grebet af MM’s meget personlige og rørende story, så jeg tænkte “hvorfor ikke” selvom jeg hader nåle. Men hey, hvis jeg har født en unge, så kan jeg sagtens klare at give lidt blod i ny og næ. Tænk at man kan gøre så lidt for rent faktisk at redde menneskeliv. Jeg synes alle burde springe med på vognen, især hvis man er sund og rask. Det er næsten dumt at lade være!

2. Hvor blev tiden af!?

Jeg aner ikke hvordan tiden er fløjet afsted, men det har den altså. Lige om lidt er det 2 år siden jeg fik Lille M op i mine arme på Riget. Jeg er selv født på Riget, så det gjorde oplevelsen ekstra speciel. Dengang var det min mor, der lå der, og pludselig var det så min tur. Min Lille M bliver 2 år om lidt, og jeg fatter det simpelthen ikke. Min krop bobler hver eneste gang jeg kigger på ham, for ham har jeg sgu været med til at lave. Kærligheden kribler nede i maven 24/7. Hvordan kan man savne et væsen, når han blot ligger inde på sit værelse og sover? Hvorfor har jeg et behov for at kigge på billeder af ham på min telefon, når han er i vuggestue? Det er mærkeligt, men hey sådan har alle mødre det sikkert.

3. Folk står sammen

Da en terrorist for små to uger siden stormede ind i to moskeer i Christchurch dræbte han 50 uskyldige mennesker. Terroristen tog deres liv, fordi han var sur på verden, og følte at den hvide race er truet af immigration og raceblanding. Den eneste måde han kunne undgå dette var at tye til vold! Hans sindssyge tankegang og modbydelige handling chokerede ikke kun mig, men hele verden. Mandens had har fået os alle til at stå sammen, for det bliver vi nødt til. Hvis ikke vi står sammen, så har menneskeheden tabt. Det er smukt at se mennesker overalt stå sammen mod had og hylde kærligheden. Uanset hvor man kommer fra eller hvordan man ser ud, så står vi stærkest sammen.

4. Savner ikke min knold

Siden afroen blev klippet og plejet hos Made in Congo, så har jeg ikke haft den i en knold. Hvis man kender mig, så har knolden ellers været min signatur-hårstil i laaaang tid! Den har bare været min go-to frisure, fordi jeg ikke vidste hvad jeg ellers skulle gøre med afroen. I dag går jeg ofte ud på gaden med min afro pyntet med et hårbånd og rocker hvad min mor har givet mig. Før i tiden kunne jeg aldrig  finde på det, fordi jeg var så bange for folks blikke. I dag er min frygt ikke-eksisterende og det føles så befriende….free at last, free at last!

5. Snakken om søerne

I sidste uge gik jeg en tur med min tidligere mentor og nu veninde Nanna rundt om søerne. Med den obligatoriske to-go kaffe i hånden trykkede vi play på mundtøjet. Jeg har tidligere skrevet om seje Nanna, som én af de kvinder jeg beundrer. Det dejlige ved Nanna er, at vi kan snakke om alt og intet. Der er ingen grænser, ingen mur og hun lytter med hele hjertet. Jeg har kendt Nanna siden 2007 og vores venskab er kun blevet stærkere med årene. Vores små øjeblikke og gåture sidder stadig i mig, for som regel kommer jeg hjem med fornyet energi, gode råd og en masse tanker. Alle burde have en Nanna i deres liv, for det har kun gjort mit bedre.

Share: