1. Fik et liv

De bedste år i mit ungdomsliv var fra 1998 – 2000, hvor jeg gik på gymnasiet. Det er ligesom, når unge amerikanere beskriver college, som noget af det bedste ever – sådan havde jeg det med gymnasiet.

Jeg fik gode veninder, opdagede nye sider af mig selv og jeg fik et liv! Hvis du er en flittig læser af bloggen, så ved du at jeg gennem min barndom ofte var ensom. Det var først i gymnasiet, at jeg fik selvtillid nok til at ryste ensomheden af mig og skabe relationer. Jeg fik pludselig veninder, der ville tage med i biffen, shoppe og girltalke. Ting jeg altid havde drømt om, men frygtede aldrig ville ske. I folkeskolen var jeg en nørdet og ensom pige, men i gymnasiet fandt jeg mig selv og min indre glæde.

2. Felicity

Den amerikanske TV-serie “Felicity” var mit liv i gymnasiet! Den handlede om den unge Felicity Porter spillet af skuespilleren Keri Russell, der gennem alle sine high school år er forelsket i Ben. Ben er ham alle pigerne savler over, og Felicity er hende den usynlige, nørdede pige. Til graduation får hun endelig snakket med Ben, der afslører at han skal på college i New York. Felicity skal også på college, men ikke i New York. Hun ser samtalen med Ben som et tegn, og smider alle sine planer ud af vinduet. Som en sulten, forelsket lille hundehvalp følger hun hendes high school crush til byen, der aldrig sover. Ben aner ingenting, og kan knap nok huske hende, da han endelig støder på hende en dag i NY. Mens Felicity stadig savler over Ben er der en anden fyr, Noel, der savler efter hende. Ofte løb jeg hjem, fordi jeg skulle se den. Der var ikke noget Netflix, så hvis man skulle se noget var det på et fast tidspunkt ellers måtte man vente på genudsendelsen. Jeg tror jeg kunne li’ serien, fordi Felicity ikke skulle spille dum. Hun var klog, kreativ og en helt normal ung kvinde. Hun mindede mig om alt det jeg gerne ville være.

3. Min første mobiltelefon

Jeg var så stolt, da jeg en dag troppede op på gymnasiet med en mobiltelefon i hånden. Det var en gul Ericsson T10. Det var ikke, fordi jeg havde en masse venner, som jeg kunne ringe til. Jeg forestillede mig bare, at jeg blev en smule sejere med en mobiltelefon. Dengang kunne mobiltelefoner ikke så meget andet end at ringe og sende en masse SMS’er. At have en telefon betød også, at jeg nu var voksen. Jeg var ikke afhængig af at have mønter i lommen, så jeg kunne ringe fra en telefonboks.

4. Ayan average

Uanset hvor meget jeg kæmpede med lektierne blev det sjældent bedre end godt nok. Jeg endte ofte med at misforstå noget eller overkomplicere emnerne. Jeg havde desværre ikke nogen, der kunne hjælpe mig med lektierne, derfor benyttede jeg mig en smule af lektiehjælpen på min lokale ungdomsskole i Ishøj. Jeg vidste godt at jeg ikke ville på universitetet, men derfor ville jeg alligevel gerne bestå gymnasiet med gode karakterer, selvom de endte med at være gennemsnitlige. Faktisk var mine karakterer altid lige under gennemsnittet, og jeg bestod med samlet 7,5 mener jeg. Ikke for klog, men heller ikke alt for dum – et sted midt i mellem. At være Ayan average har været fint nok, fordi jeg kender mig selv. Jeg er ikke boglig og bliver det aldrig. Jo, jeg har altid elsket at læse skønlitteratur, men bestemt ikke fagbøger. Tanken om at sidde på en skolebænk i flere år efter gymnasiet dræbte min indre glæde. Jeg var meget i tvivl om hvad jeg skulle lave, da jeg stod med studenterhuen i hånden i 2001. Ligesom andre danske unge tog jeg et obligatorisk sabbatår, der ret hurtigt blev til flere. Jeg vidste, at jeg ikke var klog nok til at uddanne mig til journalist, men historiefortælling lå alligevel i min DNA. Der skulle gå flere år før jeg fandt ud af, hvordan det kunne blive min levevej. Hvis jeg som Ayan average har klaret mig, så kan alle.

5. Min første rigtige store crush

Kan I huske jeres første rigtige crush? Det kan jeg, fordi jeg i en periode så ham på gymnasiet konstant. Hver gang jeg skulle skifte lokale, sad i kantinen eller i computerrummet var han der. Med rystende ben, bankende hjerte og svedige hænder kiggede jeg efter ham uden han opdagede mig. På et tidspunkt var jeg så stalkeragtig, at jeg fulgte efter ham. Hver gang han vendte hovedet var jeg der…haha! Det var tiden før sociale medier, så jeg kunne jo ikke stalke ham på Instagram, vel? Til sidst opdagede han mig, og da han endelig sagde to ord til mig mumlede jeg noget uforståeligt. Han smilte og jeg var ramt. Den korte historie er, at selvom alle vidste at han var mit crush, så ved jeg ikke om han gjorde. Han forlod skolen, jeg var stadig 2G’er og jeg så ham aldrig igen.

Share: