1. Jeg har 4 søskende og er nr. 2 i rækken.

2. Jeg mødte min mand på de sociale medier.

3. Vi overvejer at få endnu et barn, inshallah.

4. Jeg er semi-ordblind ligesom Christiane Schaumburg-Müller. Jeg er dog ikke diagnosticeret ordblind, og tror faktisk ikke at jeg er det rigtigt. Men jeg staver som en brækket arm, og skal læse mine tekster mange gange. Selv når jeg gør det, så er der stadig en masse fejl. Nogle gange er det som om min hjerne ikke registrerer mine fejl ellers forstår den ikke helt, hvordan man skal stave. I stedet for at sige, at jeg staver ad helvedes til, så er det nemmere at sige at jeg er semi-ordblind.

5. Da jeg var yngre drømte jeg om at blive nyhedsoplæser ligesom Rushy Rashid.

6. Jeg er totalt sprogspasser og kan desværre ikke så somalisk. Jeg gør ikke rigtigt noget for at lære det, da det er mere naturligt for mig at tale dansk med min familie. Jeg burde fandme tage mig sammen, så Lille M også kan lære det!

7. Jeg bor på Østerbro sammen med min mand og min søn, som jeg kalder Lille M.  

8. Jeg drømmer om at eje et kæmpe mediehus, hvor der laves film, TV, radio, magasiner og bøger – ligesom Oprah Winfrey.

9. Jeg har arbejdet for filmmanden Peter Aalbæk Jensen aka Ålen, da jeg i mit andet liv var småtte (elev) på Zentropa Productions.

10. Jeg hader at cykle langt.

11. Jeg elsker og jeg mener ELSKER alt hvad der har med julen at gøre.

12. Jeg overvejer at starte nogle Eid-traditioner med Lille M, når han bliver større. Det kunne være så hyggeligt. Det har jeg selv savnet lidt i min barndom.

13. Blev skilsmissebarn som teenager, hvilket påvirkede mit forhold til min far i en sådan grad, at det i dag ikke er eksisterende.

14. Jeg har engang arbejdet i Netto som kassedame, men blev hurtigt forfremmet til 1. assistent. Det betød at jeg lukkede butikken, talte kasserne op og havde ansvaret for en håndfuld medarbejdere – alt det ansvar for 5 kr. ekstra i timer, yes baby!

15. Usunde snacks er mit crack.

16. Jeg græder altid når jeg ser TV-programmet “Sporløs”. Jeg kan simpelthen ikke gøre for det.

17. Jeg græd dengang min Mac døde – RIP homie!

18. Er født på Riget, hvor jeg også fødte Lille M.

19. Det er sgu længe siden jeg sidst var på et dansegulv. Det er faktisk en smule trist.

20. Jeg tripper altid når jeg har fødselsdag, fordi jeg har krise om min alder.

21. Elsker min me-time, da det er lig med ansigtsmaske og hygge med reality TV.

22. Jeg synes det er en smule ærgerligt, at jeg ikke har et kælenavn.

23. Ordet “skat” bruger jeg aldrig, når jeg taler til min mand, for jeg synes det lyder underligt.

24. Jeg tænker tit over om jeg nogensinde bliver en størrelse 38 igen, da jeg endnu ikke har smidt mine graviditetskilo.

25. Jeg vil hellere bage en “shake and bake”-kage i stedet for en “rigtig” kage, for jeg orker ikke at brug tid i køkkenet.

26. Mit navn skulle betyde held på somali, men jeg har aldrig fået det bekræftet.

27. Jeg bestod min praktiske køreprøve efter 7. forsøg, men bare rolig, jeg er den perfekte bilist. Jeg kan bare ikke parallelparkere.

28. Har et love vs. hate forhold til min røv, pande og hår, men prøver at acceptere dem.

29. Jeg er ikke bleg for at give andre kvinder et kompliment. Hvis jeg ser en smuk kvinde, så skal hun vide det.

30. Jeg er en smule mørkeræd!

31. Griner altid lidt for mig selv, når min svigerfamilie foreslår en gåtur efter aftensmaden.

32. Jeg har aldrig været i Somalia, men drømmer om en dag at se landet.

33. Når jeg kører bil, så SKAL jeg synge.

34. Jeg har boet det meste af mit liv i Ishøj, hvor næsten hele min mors familie stadig bor.

35. Har engang arbejdet på McDonald’s på Hovedbanegården i København, men blev fyret efter 6 måneder.

36. Jeg er ikke uddannet journalist, men har skrevet i mange år.

37. Mit yndlingstal er 37. Der er bare noget magisk over det tal. Måske er det fordi vi i Ishøj boede i nr. 37?!

 

Share: