Ligesom en masse andre danskere bruger mine drenge og jeg ufatteligt mange timer sammen. Vi har ikke hængt ud med andre end hinanden, og tager sjældent ud af lejligheden.

Når vi gør det er det for 1) at hente pakker, fordi man åbenbart skal shoppe online i disse tider 2) at handle eller 3) at gå lange ture enten på en strand eller i en skov. Det skal helst ikke være steder, hvor der er alt for mange mennesker. Anyway, når man kun ser hinanden kan man ikke lade være med at sige sjove, underlige, søde eller dumme ting til hinanden. Derfor kommer her en lille smagsprøve på de ting, som vi har sagt til hinanden. 

“Må jeg få et kys. Et rigtigt kys på tungen”, sagde jeg til banditten en tidlig morgen, hvor han vågnede meget tidligt og jeg endnu ikke havde drukket kaffe. 

 “Jeg aner ikke hvad jeg laver, jeg kan ikke finde ud af det”, sagt til min mand da jeg skulle parallelparkere bilen. 

“Fjernsynet siger vi skal hjem til Nadiya (min søster) i dag lige nu”, sagt af banditten. 

“Vil du ha’ en lur?”, det mest romantiske min mand har sagt til mig for tiden. 

“Trolden kommer og tager vores tæer og brunt tis”, sagt af banditten efter en tur i skoven tidligere på dagen. I skoven havde vi leget, at vi løb fra den store stygge trold. 

“Du snakker til mig som om jeg er fra 1981”, sagt i frustration til min mand, fordi han prøvede at skære noget ud i pap til mig vedr. en app, der ville gøre livet en smule nemmere. Da jeg kiggede surt på ham svarede han: “ja, men det er du”, og lod bare sætningen hænge i luften. 

“Man skal slappe af når man boller, jeg mener når man laver boller”, sagt til en meget aktiv bandit, der var all over, da han skulle bage boller med min mand. 

“Hvorfor skal vi hele tiden vaske hænder hooyo?”, sagt af banditten til mig. 

“Jeg kan godt høre hooyo, hun er på arbejde og sidder inde på mit værelse”, sagt af en smule frustreret bandit. 

“Ishøj, de er da ikke engang Bundesliga, vel?”, sagt til min mand, da vi sad og så dokumentar-serie med fodboldspilleren Nicki Bille.

Share: